san Remo, 1920

Delingsplanen i 47
Gang på gang kan man læse i danske aviser eller høre på DR, at FN’s Generalforsamling den 29. november 1947 nærmest forærede Palæstina til jøderne, som en kompensation for nazisternes hærgen under 2. verdenskrig. Det er ikke korrekt. FN’s Generalforsamling havde/har ikke bemyndigelse til at træffe den slags beslutninger! Det man enedes om i 47 var en delingsplan, (en to-stats løsning), som kunne afslutte det mandat, som Storbritannien havde fået i San Remo i 1920.

San Remo aftalen
Efter 1. verdenskrig besluttede sejrherrerne ved en konference april 1920 i San Remo, Italien, hvad der skulle ske med de Osmanniske besiddelser i Mellemøsten. USAs præsident Wilson talte varmt om “folkenes selvbestemmelsesret.” Frankrig fik mandat over Libanon/Syrien og Storbritannien mandat over Palæstina/Mesopotamien. Begge mandater forvaltede Frankrig og Storbritannien efter deres egne geopolitiske interesser.

I 1923 ratificerede Folkeforbundet (League of Nations) San Remo-aftalen, som hermed ændrede status og blev international lov. Og stadig er international lov om Palæstina. San Remo aftalen står stadig ved magt og er på intet tidspunkt blevet annulleret. Heller ikke ved Oslo-aftalerne.

Palæstina-mandatet
I Palæstina-mandatet var det klart beskrevet, at Storbritannien skulle arbejde for at ”genopbygge et national hjem for jøder” i Palæstina, og at jøderne skulle “opmuntres til tæt bosættelse i hele landet.” Ordlyden er taget direkte fra Balfour-deklarationen af 2. november 1917, som var Englands officielle Palæstina-politik under 1. verdenskrig. I 1920 var det blevet til Stormagternes politik og i 1923 Folkeforbundets politik, og da FN-pagten senere blev dannet i 1946, fortsatte Palæstina-mandatet med samme status, uden at der blev ændret et komma. Så i 1947 kunne FN’s Generalforsamling ikke have nedstemt delingsforslaget uden at gå imod både international lov og FN’s eget grundlag.

Storbritannien havde i perioden 1920-47 med al tydelighed vist, at de ikke havde til hensigt at ”genopbygge et national hjem for jøder” i Palæstina. De havde været mere interesseret i om Persiens olie flød frit ud af Golfen end om jødernes blod flød i Europas gader. Da de jødiske samfund i Europa havde allermest brug for et tilflugtssted, lukkede Storbritannien for al jødisk indvandring til Palæstina. Der skulle være ro på bagsmækken – så hvad betød nogle millioner jøder fra eller til?!

Storbritannien ville afslutte mandatperioden lørdag den 15. maj 1948 ved solnedgang.

Ben Gurion
Ben Gurion forstod, at det var nu eller aldrig. Hvis jøderne ventede til Union Jack var strøget og briterne rejst hjem, ville det folkeretslige grundlag være borte sammen med dem. Så han indkaldte den Jødiske Nationalforsamling til møde i Tel Avivs rådhus. Den jødiske stat skulle udråbes fredag den 14. maj medens Palæstina-mandatet stadig stod ved magt. Og det skulle være inden sabbatten begyndte fredag aften, så alle kunne nå hjem og holde sabbat.

Palæstina eller Israel
Hvad skulle den nye stat så hedde? Palæstina, Zion eller Israel? De eneste, der kaldte sig palæstinensere på den tid, var jøderne i Palæstina. Der var som sædvanlig stor uenighed i forsamlingen, men til sidst blev man enige: Den jødiske stat skal hedde Israel.

Den arabiske befolkning i Palæstina kaldte sig enten syrere eller arabere. Det var først efter 1964, hvor PLO blev dannet, at den arabiske befolkning begyndte at kalde sig palæstinensere.

Uafhængighedserklæring
Uafhængighedserklæringen blev sidst på eftermiddagen læst op over højtalere udenfor rådhuset i Tel Aviv og sendt via radio ud til kibbutzerne på landet. ”I tillid til Israels klippe …” sluttede Ben Gurion.
Så gik alle hjem og holdt sabbat fredag aften den 15. maj 1948.
Næste morgen var der krig – og det er der teknisk set stadig med Syrien og Libanon, da det kun er  Ægypten og Jordan, der har indgået fredsaftaler med Israel!