International lov

De internationale love, der kan gøres gældende for Vestbredden, er ekstremt komplekse og kontroversielle. International lov giver ingen “færdigpakkede” løsninger på konflikten mellem Israel og dets naboer i forhold til disse områder, og man skal passe på med at bruge generaliseringer. Når der henvises til folkeretten, er det vigtigt at præcisere præcist hvilke handlinger eller beslutninger fra staten Israel, som anses for at være i strid med international lov. Derfor vil generelle udtalelser som “bosættelserne er ulovlige” fuldstændig undlade at tage hensyn til denne kompleksitet.

  • Israel har potentielt legitime krav på territorial suverænitet med hensyn til hele det område, der var omfattet af det tidligere Palæstinamandat. Det dækker hele Vestbredden inklusiv Øst Jerusalem.
  • I lyset af disse (potentielle) krav og Israels ret til “territorial integritet” har hverken FN, EU eller nogen anden part eller organisation jurisdiktion til at pålægge nogen retligt bindende løsning om disse territorier uden Israels samtykke.
  • Den internationale Domstol (ICJ) har heller ikke kompetence til at træffe retligt bindende afgørelser vedrørende disse områder uden Israels samtykke.
  • I betragtning af Israels potentielt lovlige suveræne territoriale krav med hensyn til hele eller dele af disse områder er det både forkert og vildledende at betegne dem som “palæstinensiske”, hvis det er hensigten at påstå, at disse områder er en del af et andet folks eller stats suveræne territorium.
  • Selvom Vestbredden bliver (næsten) universelt betegnet som “besat” (også af Israel selv – i hvert fald for områder uden for Jerusalem) gælder international lov om væbnet besættelse ikke for Vestbredden.
  • Men selvom Vestbredden skulle udgøre “besat” område i henhold til lov om besættelse, forbyder denne lov ikke besættelse som sådan. Den kræver ikke, at Israel trækker sit militærpersonel eller dets borgere tilbage fra Vestbredden i afventning på afslutningen af en forhandlet fredsaftale.
  • International lov om væbnet besættelse forbyder kun bestemte former for adfærd af den besættende stat. I bedste fald kan det hævdes, at artikel 49-6 i den fjerde Geneve-konvention forbyder staten Israel at træffe foranstaltninger til at overføre (eller fremme overførsel af) israelske borgere fra Israel til Vestbredden
  • Men selv ved den fortolkning gælder internationale lov kun for staten Israels aktiviteter. Den forbyder eller begrænser ikke israelske borgeres ret til frivilligt at slå sig ned på Vestbredden eller at flytte ind og ud eller at drive aktiviteter eller bygge huse eller andre infrastrukturer på Vestbredden
  • Mens “palæstinenserne” formentlig har ret til selvbestemmelse, påbyder international lov ikke oprettelsen af en “palæstinensisk” stat ved siden af Israel. “To-stats-løsningen” er et politisk mål, ikke et lovmæssigt krav. Det er derfor forkert at hævde, at bosættelserne er “ulovlige” fordi de på en eller anden måde kan forstyrre oprettelsen af en palæstinensisk stat.
  • Det er også ukorrekt at påstå, at “Palæstina” allerede er en stat.
  • Andre overvejelser rejses på grund af Jerusalems enestående status. Den kendsgerning, at “Øst Jerusalem” indeholder steder, der betragtes som hellige for jøder, kristne og muslimer rejser flere bekymrende spørgsmål.. Især bør der ikke træffes foranstaltninger, der vil begrænse nogen af disse religioners medlemmer frihed til at få adgang til deres hellige steder. At lade Øst Jerusalem komme under kontrol af et islamisk regime, ville pr. definition sandsynligvis føre til ulovlig begrænsning af kristnes og jøders ret til at få adgang til disse hellige steder.
  • Israel og PLO er stadig bundet af vilkårene i Oslo-aftalerne. Indtil de bindende aftaler ophæves, udgør de den juridiske ramme for bilæggelse af tvister mellem Israel og PLO. I henhold til Oslo-aftalerne har Israel og PLO begge ret og er begge forpligtet til at forhandle direkte med hinanden om alle “endelige status”-problemer, herunder Jerusalem, grænser og bosættelser. I henhold til artikel XXXI i interim-aftalen har ingen af parterne ret til at foretage ensidige tiltag, der vil “ændre status” på Vestbredden i afventning af resultatet af forhandlingerne om den permanente status.
  • FNs Sikkerhedsråd og Generalforsamling, EU og de enkelte medlemsstater har ingen myndighed til at begrænse Israels og dets borgers rettigheder med hensyn til Vestbredden, herunder Øst Jerusalem. Faktisk vil EU’s eller FN’s foranstaltninger for at imødekomme PLO-anmodninger om ensidigt at ændre Vestbreddens status eller at indføre begrænsninger i Israels ret til at forhandle, som beskrevet tidligere, sandsynligvis udgøre overtrædelser af international lov.

Andrew Tucker, advokat med Speciale i International lov