Trump & Jerusalem

Pressemeddelelse – Press Release – For immediate release
9. December 2017

Kristne For Israel byder præsident Donald Trumps beslutning, om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, velkommen

Kristne for Irsael værdsætter præsident Donald Trumps længe ventede beslutning om at anerkende Jerusalem som staten Israels hovedstad og at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem.

Beslutningen har skabt en del opmærksomhed. De fleste af verdens ledere, medierne og meningsdannere har været oprørte, har gjort indsigelser eller har simpelthen ikke kunne tro det. Mange har påstået, at præsident Trump handler ud fra personlige interesser uden hensyn til sin nations eller andres interesser. Der synes ikke at være tvivl om, at beslutningen vil udløse diplomatiske reaktioner og en bølge af terror fra islamiske ekstremister.

Dette gør beslutningen endnu mere bemærkelsesværdig. Og modig.

I virkeligheden bringer beslutningen ikke noget særlig nyt. Som præsidenten selv sagde, er det blot en gennemførelse af en beslutning, som blev taget årtier tilbage (1995), men aldrig er blevet implementeret. Og den anerkender realiteterne – at Jerusalem, lige siden oprettelsen af staten Israel i 1948, de facto har været Israels hovedstad. I Jerusalem ligger Israels parlament, Knesset, den Israelske præsidents residens, statsministernes kontor, Højeste Ret og de fleste ministerier og nationale institutioner.

Beslutningen anerkender den historiske kendsgerning, at Jerusalem (Zion) er det jødiske folks åndelige, religiøse, nationale og historiske hovedstad. Det var det jødiske folk, som oprettede Jerusalem som deres hovedstad under kong David for 3.000 år siden. Det var her de byggede Templet.

Og det er Jerusalem, som gennem årtusinder har været omdrejningspunktet for alle jødiske håb og drømme.

Christian For Israel International, president Rev Willem j.j. Glashouwer, forfatter til bogen “Why Jerusalem” udtaler:

“Fra et bibelsk perspektiv, bekræfter denne beslutning Jerusalems betydning i Guds hensigt. Profeterne siger, at Jerusalem skal være nedtrådt af hedningene, indtil fylden af hedninge er nået. Profeten Zakarias forudsagde, at Jerusalem ville blive et “berusende bæger” og “en tung løftesten” for nationerne. Og at nationerne ville komme imod jerusalem i de sidste dage. Denne modige beslutning, og den voldsomme reaktion på den, viser, at Jerusalem virkelig kan forårsage et irrationelt kaos blandt nationerne. Det kan også være et tegn på, at hedningenes tider er ved at være slut, og begyndelsen på at Jerusalem oprejses som verdens hovedstad – det sted hvorfra Herrens Ord udgår; når nationerne skal dømmes – når Messias kommer”

Executive Director Andrew Tucker:

“Fra et perspektiv af international lov og relationer er svaret på Trumps beslutning bemærkelsesværdig. Den understreger hvor uretfærdigt og diskriminerende Israel behandles af den øvrige verden. Enhver nation på jorden har retten til at udpege sin egen hovedstad, Og Israel burde ikke behandles anderledes. Selvom Jerusalem ikke nævnes specifikt i Balfour Deklarationen (1917) eller i Palæstinamandatet (1920-1948) er der ingen tvivl om, at det var intentionen blandt alle nationerne, som vedtog Palæstinamandatet, at Jerusalem ville være inkluderet i det jødiske nationalhjem, der skulle genoprettes i Palæstina.”

Præsident Donals Trumps beslutning kom få dage efter, at FN’s generalforsamling vedtog en resolution (30. November 2017), der udtalte, at Israels styre af Jerusalem er “illegitim og derfor ugyldig”

Tucker: “Dette er udelukkende retorik, da de Forenede Nationer ikke har nogen magt til at vedtage bindende beslutninger om dette emne. Ikke desto mindre viser det, at et flertal af nationerne er bittert imod Israels kontrol over Jerusalem. Vi kommer til at se mange lignende resolutioner i den nærmeste fremtid, Og de vil blive brugt til at retfærdiggøre diplomatiske, juridiske og måske endog militære aktioner, for at fjerne Israel tilstedeværelse fra Jerusalem.”

Selvom præsident Trumps beslutning sandsynligvis vil betyde øget fjendtlighed overfor Israel og det jødiske folk, mener vi, at det var den rigtige beslutning. Der bliver ingen fred så længe vore nationale ledere ikke taler sandhed, men fortsætter med at bøje sig for dem som prædiker had, og som benægter den jødiske stat, Israels, legitimitet og ret – som enhver suveræn nation -til selv at udpege sin hovedstad.

Glashouwer: “Det er vores opgave som kristne at se og forstå tidens tegn; at stå på Guds Ord i solidaritet med det jødiske folk; at bede med øget styrke om Jerusalems fred. Tiden foran os bliver sikkert ikke let. Sandsynligvis bevæger vi os mod urolige tider og mulige militære konflikter. Fredsaftalen, som præsident Trumps synes at være besluttet på at ville opnå, vil sikkert ikke betyde hverken stabilitet eller en vedvarende fred. En stor-konflikt i Mellemøsten vil true Europas sikkerhed, og den vil påvirke alle nationer.

Lad os forsat fokusere på Herren, forsætte med at gå i forbøn foran den Almægtigr på Hans udvalgte folks vegne, bede for Jerusalems fred og se hen til Ham med stadig længsel efter frelse, fred og sikkerhed.”

120 års jubilæum

Den 31. august var det 120 år siden, at den første Zionist-kongres blev holdt i Basel
Den officielle markering af dagen blev overraskende aflyst fra israelsk side, så med meget kort varsel trådte European Coalition for Israel (ECI) til og markerede dagen med en festmiddag på Grand Hotel Les trois Rois i Basel.

I sin velkomst udtrykte Tomas Sandell blandt andet, at ”når vi ser på Europas historie, finder vi to forskellige veje. Den ene med korstog, pogromer og Holocaust. Symboliseret med Dreyfus affæren i Paris i 1895, senere Hitler i 1933 og Krystalnatten i 1938, der kulminerede med Holocaust. Den anden vej var den første Zionistkongres i Basel 1897, Balfour-deklarationen i 1917, og San Remo-aftalen i 1920, som fastslog jødernes ret til deres hjemland i Israel. Hvilken vej følger Europa idag?”
Den israelske ambasadør i Schweitz, Jakob Keidar, takkede ECI for at invitere til markeringen af dagen, som ellers ville være forblevet ubemærket. Han fortalte at Basel blev valgt på grund støtten fra den kristne befolkning.

Æresgæst prins Philip Kiril von Preussen fortalte om sin tip-tip-oldefars valg
Den sidste kejser i Europa kejser Wilhelm II valgte den forkerte vej, da han afviste en anmodning fra Theodor Herzl om at være protector for et jødisk nationalhjem i landet Israel.
”Nogle få år senere tabte Tyskland krigen, og kejser Wilhelm mistede sin trone. Det banede vejen for Hitler og Holocaust. I stedet for at vælge en mulig velsignelse over Tyskland, kan det være, at han valgte forbandelsen” Udtalte Kejser Wilhelms tip-tip-oldebarn, prins Philip Kiril von Preussen i forbindelse med fejringen af 120 års jubilæet for den første Zionist kongres.

“Sleehot” og “Yamim Nora’im”: Et kald til forsoning

“At vække Gud midt om natten er grund nok til at bede “Sleeot!””
– Klokken er fire om morgenen. Vi går gennem Jerusalem’s Nahlaot kvarter. Med mig taler en sekulær jøde. “Davka,” “med vilje”, af rent trods spiser han svinekød på Yom Kippur. I modsætning til sekulære ikke-jøder, er han imidlertid helt sikker på at Gud eksisterer og at det er muligt at vække ham. Han er opmærksom på det faktum, at på Yom Kippur, forsoningsdagen, burde han faktisk faste og, at svinekød ikke er kosher. Han kender til sleehot. Imidlertid synes han ikke at tænke på, hvad den bibelske poet skriver: “Han som bevarer Israel hverken slumrer eller sover!” (Salme 121:4).
“Sleehah” er det hebræiske ord for ”undskyld”. “Sleehot” bogstaveligt oversat betyder undskyldninger, søgning efter tilgivelse ifølge ledemotivet: ”Fader, vi har syndet. Vær nådig imod os!”
Lidt over fire om morgenen tændes lys i de første vinduer i de smalle gyder i Nahlaot. Fromme morgenmennesker søger ind i deres respektive synagoger. Sefardiske Jøder begynder at recitere omvendelsesbønner allerede gennem måneden Elul, som er den sidste måned i det jødiske år. Ashkenazi-jøder begynder, afhængigt af deres traditionelle tilhørsforhold, på et tidspunkt indenfor de to uger op til Rosh HaShanah, dog, senest fire dage før Nytåret. Stemningen i de tidlige morgentimer op til den 10. Tishrei, som er Yom Kippur, er præget af sleehot, undtagen i de to dage under Rosh HaShanah, Nytåret.
“Nahlaot” betyder “Bondegårde”, og ligger nu om dage i det centrale Vest-Jerusalem. For lidt under hundrede år siden var dette kvarter et nabolag på 23 gårde. Der boede syrere og tyrkere, grækere og yemenitter, alle jøder, som havde medbragt deres egne kulturer, særheder, dialekter og skikke. Hen mod slutningen af det 19. århundrede var de ankommet til Israels land fra Mesopotamien, Arabien, Persien, og det nordlige Afrika, men også fra det østlige Europa. Hvert enkelt fællesskab byggede deres egen synagoge.
Når man under sleehot vandrer gennem de stille gyder, kan man selv i dag fornemme manfoldigheden i disse miljøer: Vekselsangen i “Urfalim”, som stammer fra landsbyen Urfal i Kurdistan. Fra tid til anden afbryder menighedsmedlemmer deres oplæser. Under de yemenittiske jøders vindue kan man lytte til deres fælles messen. Nogle meter videre lyder den individuelle mumlen fra de orthodokse Ashkenazijøder gennem den mørke kløft bygget af mursten. Og i Adas synagoge med dens vægmalerier og udskårne endevæg dykker den besøgende pludselig ned i Aleppos middelalderverden.
Sleehot er en tradition, en jødisk skik, ikke en forordning baseret på den hellige skrift. Derfor bliver den normalt reciteret uden Tallit, det traditionelle bønnesjal, og den er frivillige, dvs. uden forpligtelse. Som en konsekvens heraf har de forskellige tankesæt mere frihed til at udtrykke sig. Livlige orientalske Jøder betoner deres himmelske Faders villighed til at tilgive og fortolker bogstaverne I måneden “Elul” som de første bogstaver I sætningen: “Ani LeDodi UDodi Li” – “Jeg tilhører min elskede og min elskede tilhører mig.” I modsætning dertil hører de mere strenge østeuropæiske jøder i den samme følge af bogstaver ordene: “Oi Li ULeYitzri” – “Ve mig og min (onde) tilbøjelighed.”
Men, jødisk tradition rodfæster denne tid for omvendelse i bibelen. Efter israelitterne havde syndet med guldkalven, siges Moses at have vendt tilbage til Sinaibjerget på den første dag i måneden Elul, for at bønfalde Gud om tilgivelse for sit folks synder. Fyrre dage senere, præcist på den tiende dag i måneden Tishrei, på Yom Kippur, forsoningsdagen, vendte han tilbage. Som et tegn på Guds fornyede nåde medbragte han de to stentavler med Guds ti bud.
Dengang vækkeure var sjældne og armbåndsure og mobiltelefoner, som bipper på et givet tidspunkt stadig ikke eksisterede, så har vi hørt, at en slags nattevægter med en lanterne vandrede gennem de få beboede kvarterer udenfor Jerusalems gamle bydels mure, gennem Nahlaot, Mea Shearim og Yemin Moshe. Omkring klokken tre om morgenen råbte han nådesløst: “Sleehooooot, Sleehooot!” Dengang stod alle op, ung og gammel, for at sige ”sleehot”. I dag er det kun Reb Salman, som haster gennem de halvmørke veje. Han formaner de højrøstede skolebørn med et strengt blik om at være stille og betænksomme overfor de lokale beboere. De har tilsyneladende brugt sleehot som en mulighed for at holde sig oppe hele natten uden opsyn. Helt åbenlyst har Reb Salman’s forsøg på at opdrage børnene ikke megen succes.
Disse tidlige morgentimer i Nahlaot synes at have bevaret de sidste rester af variation i jødisk kultur. De så forskellige jødiske kulturelle udtryk undslap hadet fra deres ikke-jødiske naboer over hele verden helt til det forjættede land. Men her bliver forskelligheden, tilsyneladende, ubønhørligt fortæret af det moderne Israels kulturelle smeltedigel. Mellem Rosh HaShanah og Yom Kippur, i de tidlige morgentimer prøver nysgerrige skoleklasser, turistgrupper og hele militærafdelinger at fange noget af denne forsvindende verden.
Mange synagoger forbereder sig på den natlige strøm af unge israelere, som prøver at genfange noget af deres forfædres kultur. De tilbyder “kippot”, de små runde kalotter ved indgangen, fordi en mand i judaismen ikke bør gå ind på et tilbedelsessted uden at tildække sit hoved. De ultra-orthodokse Ashkenazi-jøder, klædt i sort, er mindre velorganiserede. Idet han bliver bedt om en kalot, ser en gammel Rabbi sig først hjælpeløst omkring, så pludselig med et drilagtigt smil løfter han sin fedtede hat og trækker derunder fra hans egen sorte kalot. Han er fuldstændigt ligeglad med, at den unge mand, som han venligt låner sit hoveddække, slet ikke er jødisk.
Efter “shaharit,” morgenbønnen, blæses der igen i shofar. Lyden af vædderhornet er et vækkesignal til alle som er åndeligt sovende. Men frem for alt forkynder det genopretningen af alt, som kom ud af balance og frigivelsen af alle tilfangetagne (Esajas 61).
”Herren, Herren, er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab I tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd, men han lader ikke den skyldige ustraffet, han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn” (2. Mos 34:6-7). Disse ord påminder om den angrende bøn ved Moses møde med den levende Gud på Sinaibjerget, hvor shofarhornet også lød.
Jødisk fortolkning af skriften ser desuden en forbindelse mellem shofarhornet og vædderen, som Abraham ofrede i stedet for sin eneste søn på Moriahbjerget (1. Mos 22), og, derfor peger på Messias’ komme og de dødes opstandelse.
De første 10 dage af det jødiske år er dage med omvendelse. På hebræisk kaldes de “Yamim Nora’im,” “dage som kræver ærefrygt” eller “dage som forårsager frygt”. Gud åbner bøger. Nationerne kaldes til regnskab. Sabbatten, som falder I denne tid, kaldes “Shabbat Shuvah”, “tilbagevendenens Sabbat”. Fra Hosea 14 læses højt, et kapitel, som begynder med ordene: “Vend om, Israel, til Herren din Gud, for du er snublet på grund af synd…”

Johannes Gerloff

Israel NEWS

Gassen strømmer til Jordan

Delek Drilling som driver gasfeltet Tamar begyndte allerede i januar i år implementeringen af aftalen med Jordan fra 2014, om salg af gas til landet fra feltet udenfor Israel. Der kom ingen officiel meddelelse, da gassen begyndte at strømme til Jordan for lidt over en måned siden. De jordanske selskaber Arab Potash og Jordan Bromine skal importere 70 milliarder kubikfod gas fra Tamar i løbet af de kommende 15 år.

Flytter på grund af antisemitisme

Oppositionsleder Isaac Herzog udtalte i Knesset, at han aldrig havde troet der ville være så mange antisemittiske handlinger i USA. De sidste par uger er tre jødiske gravpladser blevet skændet og der telefoneres anonyme bombetrusler til jødiske skoler og centre flere gange i ugen. Herzog tror at dette vil medføre til at mange amerikanske jøder vil immigrere til Israel.

Fordømmer antisemitismen

USAs president Donald Trump, jødiske organisasjoner og israelske ledere har alle fordømt bølgen av antisemittiske hændelser i USA de seneste måneder. Justisminister Jeff Sessions sagde på en pressekonference at truslerne og ødelæggelserne er «uacceptable og en meget destruktiv» handling.
Diskuterer Maale Adumim
En lovgivningskomite på ministerniveau vil om kort tide diskutere et lovforslag som vil indføre israelsk suverænitet over Jerusalems forstad. Maale Adumim er en stor og moderne forstad og lovforslaget har vært fremlagt flere gange uden at det er kommet op til afstemning. Palæstinenserne har gjort krav på området.

Gigantplaner for Tel Aviv

Israel land Authority (ILA) fremlagde i denne uge planer for at udbygge bydelen Sde Dov i Tel Aviv med 16,000 boliger. Projektet er et samarbejde med Tel Aviv by. 60 procent af ejendommene er eejet af ILA mens 40 procent ejes af private interesser. Halvdelen af boligerne vil blive små lejligheder i bygninger på op til ti etager.

Tlfredse med livet i Israel

En undersøgelse fra Statistisk Sentralbureau viser at 89 procent af israelerne, inklusiv arabiske israelere er tilfredse med livet i Israel. Hvis der skelnes mellem jøder og arabere så er 91 procent af jøderne tilfredse med livet i landet mens 82 procent af araberne er det. Kategorier som arbejde, sikkerhed, sundhedsvæsen, boliger, uddannelse, miljø og velstand blev brugt for at måle hvor tilfredse folk er med dagliglivet i Israel.