“Sleehot” og “Yamim Nora’im”: Et kald til forsoning

“At vække Gud midt om natten er grund nok til at bede “Sleeot!””
– Klokken er fire om morgenen. Vi går gennem Jerusalem’s Nahlaot kvarter. Med mig taler en sekulær jøde. “Davka,” “med vilje”, af rent trods spiser han svinekød på Yom Kippur. I modsætning til sekulære ikke-jøder, er han imidlertid helt sikker på at Gud eksisterer og at det er muligt at vække ham. Han er opmærksom på det faktum, at på Yom Kippur, forsoningsdagen, burde han faktisk faste og, at svinekød ikke er kosher. Han kender til sleehot. Imidlertid synes han ikke at tænke på, hvad den bibelske poet skriver: “Han som bevarer Israel hverken slumrer eller sover!” (Salme 121:4).
“Sleehah” er det hebræiske ord for ”undskyld”. “Sleehot” bogstaveligt oversat betyder undskyldninger, søgning efter tilgivelse ifølge ledemotivet: ”Fader, vi har syndet. Vær nådig imod os!”
Lidt over fire om morgenen tændes lys i de første vinduer i de smalle gyder i Nahlaot. Fromme morgenmennesker søger ind i deres respektive synagoger. Sefardiske Jøder begynder at recitere omvendelsesbønner allerede gennem måneden Elul, som er den sidste måned i det jødiske år. Ashkenazi-jøder begynder, afhængigt af deres traditionelle tilhørsforhold, på et tidspunkt indenfor de to uger op til Rosh HaShanah, dog, senest fire dage før Nytåret. Stemningen i de tidlige morgentimer op til den 10. Tishrei, som er Yom Kippur, er præget af sleehot, undtagen i de to dage under Rosh HaShanah, Nytåret.
“Nahlaot” betyder “Bondegårde”, og ligger nu om dage i det centrale Vest-Jerusalem. For lidt under hundrede år siden var dette kvarter et nabolag på 23 gårde. Der boede syrere og tyrkere, grækere og yemenitter, alle jøder, som havde medbragt deres egne kulturer, særheder, dialekter og skikke. Hen mod slutningen af det 19. århundrede var de ankommet til Israels land fra Mesopotamien, Arabien, Persien, og det nordlige Afrika, men også fra det østlige Europa. Hvert enkelt fællesskab byggede deres egen synagoge.
Når man under sleehot vandrer gennem de stille gyder, kan man selv i dag fornemme manfoldigheden i disse miljøer: Vekselsangen i “Urfalim”, som stammer fra landsbyen Urfal i Kurdistan. Fra tid til anden afbryder menighedsmedlemmer deres oplæser. Under de yemenittiske jøders vindue kan man lytte til deres fælles messen. Nogle meter videre lyder den individuelle mumlen fra de orthodokse Ashkenazijøder gennem den mørke kløft bygget af mursten. Og i Adas synagoge med dens vægmalerier og udskårne endevæg dykker den besøgende pludselig ned i Aleppos middelalderverden.
Sleehot er en tradition, en jødisk skik, ikke en forordning baseret på den hellige skrift. Derfor bliver den normalt reciteret uden Tallit, det traditionelle bønnesjal, og den er frivillige, dvs. uden forpligtelse. Som en konsekvens heraf har de forskellige tankesæt mere frihed til at udtrykke sig. Livlige orientalske Jøder betoner deres himmelske Faders villighed til at tilgive og fortolker bogstaverne I måneden “Elul” som de første bogstaver I sætningen: “Ani LeDodi UDodi Li” – “Jeg tilhører min elskede og min elskede tilhører mig.” I modsætning dertil hører de mere strenge østeuropæiske jøder i den samme følge af bogstaver ordene: “Oi Li ULeYitzri” – “Ve mig og min (onde) tilbøjelighed.”
Men, jødisk tradition rodfæster denne tid for omvendelse i bibelen. Efter israelitterne havde syndet med guldkalven, siges Moses at have vendt tilbage til Sinaibjerget på den første dag i måneden Elul, for at bønfalde Gud om tilgivelse for sit folks synder. Fyrre dage senere, præcist på den tiende dag i måneden Tishrei, på Yom Kippur, forsoningsdagen, vendte han tilbage. Som et tegn på Guds fornyede nåde medbragte han de to stentavler med Guds ti bud.
Dengang vækkeure var sjældne og armbåndsure og mobiltelefoner, som bipper på et givet tidspunkt stadig ikke eksisterede, så har vi hørt, at en slags nattevægter med en lanterne vandrede gennem de få beboede kvarterer udenfor Jerusalems gamle bydels mure, gennem Nahlaot, Mea Shearim og Yemin Moshe. Omkring klokken tre om morgenen råbte han nådesløst: “Sleehooooot, Sleehooot!” Dengang stod alle op, ung og gammel, for at sige ”sleehot”. I dag er det kun Reb Salman, som haster gennem de halvmørke veje. Han formaner de højrøstede skolebørn med et strengt blik om at være stille og betænksomme overfor de lokale beboere. De har tilsyneladende brugt sleehot som en mulighed for at holde sig oppe hele natten uden opsyn. Helt åbenlyst har Reb Salman’s forsøg på at opdrage børnene ikke megen succes.
Disse tidlige morgentimer i Nahlaot synes at have bevaret de sidste rester af variation i jødisk kultur. De så forskellige jødiske kulturelle udtryk undslap hadet fra deres ikke-jødiske naboer over hele verden helt til det forjættede land. Men her bliver forskelligheden, tilsyneladende, ubønhørligt fortæret af det moderne Israels kulturelle smeltedigel. Mellem Rosh HaShanah og Yom Kippur, i de tidlige morgentimer prøver nysgerrige skoleklasser, turistgrupper og hele militærafdelinger at fange noget af denne forsvindende verden.
Mange synagoger forbereder sig på den natlige strøm af unge israelere, som prøver at genfange noget af deres forfædres kultur. De tilbyder “kippot”, de små runde kalotter ved indgangen, fordi en mand i judaismen ikke bør gå ind på et tilbedelsessted uden at tildække sit hoved. De ultra-orthodokse Ashkenazi-jøder, klædt i sort, er mindre velorganiserede. Idet han bliver bedt om en kalot, ser en gammel Rabbi sig først hjælpeløst omkring, så pludselig med et drilagtigt smil løfter han sin fedtede hat og trækker derunder fra hans egen sorte kalot. Han er fuldstændigt ligeglad med, at den unge mand, som han venligt låner sit hoveddække, slet ikke er jødisk.
Efter “shaharit,” morgenbønnen, blæses der igen i shofar. Lyden af vædderhornet er et vækkesignal til alle som er åndeligt sovende. Men frem for alt forkynder det genopretningen af alt, som kom ud af balance og frigivelsen af alle tilfangetagne (Esajas 61).
”Herren, Herren, er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab I tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd, men han lader ikke den skyldige ustraffet, han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn” (2. Mos 34:6-7). Disse ord påminder om den angrende bøn ved Moses møde med den levende Gud på Sinaibjerget, hvor shofarhornet også lød.
Jødisk fortolkning af skriften ser desuden en forbindelse mellem shofarhornet og vædderen, som Abraham ofrede i stedet for sin eneste søn på Moriahbjerget (1. Mos 22), og, derfor peger på Messias’ komme og de dødes opstandelse.
De første 10 dage af det jødiske år er dage med omvendelse. På hebræisk kaldes de “Yamim Nora’im,” “dage som kræver ærefrygt” eller “dage som forårsager frygt”. Gud åbner bøger. Nationerne kaldes til regnskab. Sabbatten, som falder I denne tid, kaldes “Shabbat Shuvah”, “tilbagevendenens Sabbat”. Fra Hosea 14 læses højt, et kapitel, som begynder med ordene: “Vend om, Israel, til Herren din Gud, for du er snublet på grund af synd…”

Johannes Gerloff

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *